slid-3
slid-3
slid-3
slid-2
slid-2
slid-2
slid-1
slid-1
slid-1
slid-4
slid-4
slid-4

Hostehesten- hvad, hvorfor og hvad gør man ved den?

Mange hesteejere har på et tidspunkt oplevet at deres hest har hostet enten i stalden eller under ridning. Når hesten hoster så skyldes det en irritation i luftvejene som udløser hosterefleksen. Dette kan være støvpartikler, svampesporer, virus, bakterier og ammoniak fra staldmiljøet. Udsættes hesten i længere tid for disse allergener kan dette medføre at hesten udvikler astma.
En undersøgelse viste at 70 % af alle heste lider af en eller flere luftvejslidelser på et tidspunkt i deres liv. Luftvejslidelser er den næststørste årsag til præstationsnedsættelse hos rideheste.
Når hestens lokale immunforsvar er på overarbejde pga. irritationer i luftvejene så er hesten også prædisponeret for sekundære infektioner i luftvejene.

Symptomer:
* Hoste på stald eller under ridning
* Flåd fra næseborene (ofte hvidt eller klart)
* Hesten bliver lettere forpustet under ridning
* I slemme tilfælde vil hesten have besværet vejrtrækning og bruge hele bugen til at trække vejret med (engbrystighed).
* Evt. feber hvis der er infektion i luftvejene
Oplever du at din hest har en eller flere af disse symptomer ovenfor anbefales det at kontakte dyrlæge for undersøgelse og evt. behandling.

Diagnose:
Når hesten hoster, vil dyrlægen forsøge at stille en diagnose for at optimere behandlingen bedst muligt.
Dyrlægen vil derfor ofte udføre følgende:
* Klinisk undersøgelse af hesten med fokus på luftveje og kredsløb.
* Kikkertundersøgelse/endoskopi af luftvejene hvor graden af slim vurderes i luftrøret.
* Evt. tage prøve fra luftrøret (tracheal skyl) til dyrkning hvis der mistænkes infektion.
* Lungeskylning/BAL, hvor man skyller det bagerste lungefelt og udtager denne væske og sender til laboratorie. Her vil der komme resultat tilbage om fordelingen af celler i lungerne. Dette hjælper til at differentiere mellem mild og svær astma (IAD og RAO).
Jeg bliver nogle gange spurgt om det virkelig er nødvendigt at lave en lungeskylning?
* Ja i de tilfælde hvor vi mistænker en astmatisk lidelse hos hesten. Behandlingen af hesten kan variere alt efter, hvilket resultat jeg får fra laboratoriet og derfor kan vi målrette behandlingen meget mere specifikt. Derved kan vi minimere fejlbehandlinger, da den rette behandling etableres med det samme.

Behandling:
Behandling varierer efter hvilken diagnose der er blevet stillet. Hvis årsagen er en bakteriel infektion vil hesten blive behandlet med antibiotika.
Har hesten fået stillet diagnosen astma så vil dyrlægen udskrive medicin for at dæmpe symptomerne. Vi kan ikke kurere hesten for astma, kun symptombehandle. Oftest vil man behandle med binyrebarkhormon enten ved injektion, i foderet eller ved inhalation, bronkieudvidende medicin (også enten i foderet, ved injektion eller inhalation). Står hesten i et akut astma anfald vil man som oftest sætte hesten i gang på behandling ved injektion og udlevere medicin til at give i foderet eller via en inhalationsmaske.
Den vigtigste behandling hesten kan få, kan du som hesteejer stå for. Dette er ændring af hestens miljø.

Ændre staldmiljøet:
* Fx skifte over til støvreducerede spåner hvis hesten står på boks. OBS alle heste i stalden bør skifte strøelse da nabohestens strøelse kan påvirke astma hesten lige så meget.
* Skifte fra boks til løsdrift med sand eller spåner som bund i løsdriften.
* Muge ud dagligt for at undgå ammoniak dampe fra hestens urin da dette kan gøre luftvejene mere modtagelige.
* Sørge for god ventilation i stalden: udluftning hver dag med gennemtræk.
* Desinficere bunden i boksen ugentligt med stalren eller stalosan f.
* Undgå at opbevare grovfoderet i samme stald som astma hesten står.

Ændre fodringen:
* Skifte over til let fugtigt wrap-hø der binder støvet, så man forhindrer at støvet hvirvler op i hestens næse.
* Vande høet (dyppe det i en stor balje vand for at binde støvet i høet) eller vande med vandslange.
* Dampe høet med en hødamper fra fx. Haygain
* Undgå halm og frøgræs da dette ofte indeholder hhv. støv og svampesporer.
* Reducere støvet i kraftfoderet (fodres der med korn kan man hælde en smule vand i inden fodring eller skifte foder)
* Tilsætte omega-3 olie til foderet, da det har vist sig at have en gavnlig effekt på astma heste.

* Undgå at feje staldgang når hestene står inde eller lige inden de skal ind.

* Fodre med grovfoder på jorden udenfor.

 

Skrevet af Dyrlæge Christina Madsen